23. april 2026
Pressefrihed

Det sidste punktum i sagen om FBF

Corona-foranstaltningerne åbnede store muligheder for fidusmagere på begge sider af skyttegraven. Kviktest-direktøren Jeppe Handwerk greb chancen for hurtige finanser, og udbetalte i 2021 en halv milliard til sig selv, og ligeledes er der eksempler på, hvordan entreprenører inden for den covid-kritiske bevægelse har brugt lejligheden til at lukrere på aktivisters private økonomi.

På Frihedsbevægelsens Fællesråds facebookside opslog formanden Malue Montclairre d. 19. juni 2024 en personlig meddelelse. Opslaget er en nekrolog over nyligt afdøde Carl Henrik Rørbeck. Samtidig med at være en nekrolog, indeholder opslaget kommentarer til nogle af retssagerne, der har kørt i FBF-regi. Her er der tale om personlige sager, anlagt imod foreningens kritikere. Da der er udbredt kendskab til, hvem disse kritikere er – og da Malue tilmed skriver, at hun vil offentliggøre dommene på FBF’s hjemmeside – bliver disse personer udstillet i Carl Henrik Rørbecks nekrolog, selvom de her ikke nævnes ved navn.

Det er derfor nødvendigt med en gennemgang af forløbet før, under og efter disse omtalte retssager. Både af hensyn de udstillede personer, men også af hensyn til, at det, som kalder sig for “sandhedsbevægelsen” skal have forudsætningerne for at leve op til sit navn. I opslaget nævner Malue nemlig ikke rækken af fejlslagne retssager, ej heller ikke de økonomiske fiksfakserier, som foreningen blev kritiseret for. Således får hun fremstillet FBF virke og historie i et misvisende billede.

Således kastes et røgslør over faktiske forhold i sagen om FBF

Malue afslutter nekrologen over Rørbeck således: “Stævningen anlagt af Carl Henrik imod den person som angreb ham, er blevet vundet på det mest ekstreme punkt. (…) Stævningen anlagt af FBF og mig imod den samme person, er vundet på alle punkter. Begge domme kan læses på FBFs hjemmeside inden længe.”

Her henviser hun til Connie Ringgaard. Forud for stævningerne har Connie offentligt kritiseret FBF’s økonomi. Malues nekrolog har fået mere end 400 likes, og framingen afføder talrige kommentarer fra læsere, der f.eks. skriver “gid de må sidde med den dårligste smag i munden” over at “de faldt i divide & conquer-fælden”.

Den midterste sætning i opslagets afsluttende afsnit lyder som følger: “Carl Henrik nåede dermed at få rettens ord for, at udtalelsen ‘Det samme med C.H. Rørbeck, som jeg kender….. han er også pædofil, kan godt lide små drenge fra Østen, tager stoffer’. Horrible udtalelser som er dømt ubeføjet.”

Det er korrekt at udtalelserne er dømt ubeføjet, og det er korrekt, at de i kraft af, at de er dømt ubeføjet, kun kan kaldes horrible udtalelser. Men i kraft af, at Malue ikke nævner navne i opslaget, fremstår det ikke klart, at det faktisk er en person ved navn Kim Osbøl, som oprindeligt fremsatte denne udtalelse. Connie blev efterfølgende stævnet af Rørbeck for at have delt et screenshot af Osbøls udtalelse. Her er det oplagt at spørge, hvorfor kun Connie blev stævnet for denne udtalelse, nu hvor Osbøl er udtalelsens ophavsmand? Svaret er sandsynligvis, at det var Connie Ringgaard, og ikke Kim Osbøl, der offentligt kritiserede FBF’s økonomi.

Værd at vide, er, at Connie delte Osbøls udtalelse i en lukket Facebook-gruppe. Og at det var Rørbeck selv, der i FBF-regi bragte udtalelsen ud i offentligheden, da han og Malue startede søgsmålene.

Kørselspenge for 271.245 kr og ingen officielle ansættelser

Konflikterne om økonomien i FBF har udfoldet sig igennem 2021, primært på Facebook. I første omgang drejede kritikken sig om, at bestyrelsesmedlemmer har tildelt sig selv 186.000 kr i kørselspenge fra slut april 2021 og året ud. Dette blev bekræftet af Rørbeck selv i et interview sendt på dkdox.tv. Det hele startede med at et bestyrelsesmedlem, Dan Bilbo, optog et zoom-møde hvor dette blev diskuteret, hvorefter han udlagde sagen på Facebook. Han beretter om, at disse kørselspenge blev taget fra annoncemidler – en manøvre, som ikke stemmer overens med indsamlingsnævnets regler (se punkt 15.6). Og som man ikke i forvejen informerede bidragsyderne om. Denne manøvre blev iværksat for at Malue kunne “overleve frem til juni”, meddeler Dan Bilbo i en anden udsendelse, hvorefter foreningstypen ville skifte, så FBF på papiret kunne udbetale løn.

I udsendelsen på dkdox.tv, hvor Rørbeck står på mål for regnskabet, regner han sig frem til, at hele beløbet, fordelt på 8 personer, over 16 måneder, svarer til 2000 kr om måneden. “Et beskedent beløb i min bog”, siger han. Men hans forsøg på at retfærdiggøre kørselspengene holder imidlertid ikke vand. Beløbet er ikke fordelt over 16 måneder, og det er ikke fordelt ligeligt. Det er ikke engang fordelt på 8 personer, men snarere på 3. Og, ud fra FBF’s egne dokumenter, fremgår, at Malue i perioden har fået mindst 186.000 kr, som aldrig er blevet udbetalt i forbindelse med et ansættelsesforhold i foreningen.

Senere er det kommet frem via en aktindsigt, at der i 2021 er blevet udbetalt 271.245 kr til af den skattefrie slags… hvoraf langt de fleste er blevet udbetalt til Malue.

Stråmandsretssager imod de store fisk og krigsførelse imod de små?

Efter Dan Bilbo og Connie Ringgaard fremlagde kritik af episoden, blev de sagsøgt for bl.a. bagvaskelse af hhv. FBF som forening, af Carl Henrik Rørbeck og af Malue Montclairre. Samtidig profilerede FBF sig som en forening, der stævnede systemet og systemets ansvarspersoner. De har for eksempel indsamlet til stævninger imod TjekDet, Statsministeren, sundhedsministeren og Facebook.

Alle disse retssager er imidlertid blevet afvist. Foreningen har derfor også fået kritik for, at man med vilje har produceret anklageskrifter af for ringe kvalitet til at gå videre i retssystemet. Retsafgiften for at anlægge en sag er maksimalt 750 kr, og derfor er retssager dømt til at fejle utvivlsomt en god indtægtskilde, når der kan indsamles hundredetusinder på den konto. I en video fra d. 31. marts 2022, gav Malue og Rørbeck også selv udtryk for, at afvisningerne var tilsigtede.

Dog var der nogle retssager, som Malue og Rørbeck faktisk forsøgte at vinde – og det var de personlige sager imod FBF-kritikerne. Disse blev anlagt i 2022, og ligger stadig offentligt tilgængelige på foreningens hjemmeside – antageligvis af PR-grunde. Ingen steder bliver det nævnt, at man i sagen imod Dan Bilbo har tilbagetrukket de væsentligste anklagepunkter igen. Herunder alvorlige beskyldninger om dokumentfalsk, ulovligt brud på tavshedspligt, samt ulovlig optagelse. Det bliver heller ikke nævnt, at Connie vandt 3 ud af 4 påstande i sagen, som Rørbeck anlagde imod hende. – Ikke just det indtryk, man får, når man læser Malues kommentarer til retsagen, der er flettet ind i Rørbecks nekrolog.

Men det værste ved historien, er, at de måtte de anskaffe sig en advokat, da Rørbeck fik en blodprop efter at FBF’s økonomiske fiksfakserier blev afsløret i dkdox.tv. Det vil sige, at aktivister i en periode har doneret til FBF i troen om at dens stævninger galdt om at ramme systemet, Staten og andre store fisk. – Altimens deres donationer kan være brugt på at føre sager imod andre aktivister.

FBF’s stævning imod de to ministre handlede om at stoppe corona-passet, og er bl.a. blevet markedsført med sætningen “Tak fordi du hjælper os med at hjælpe alle.”

Frihedsbevægelsens repræsentanter eller en “fupforening”?

Tidligere partileder i Frihedslisten, Flemming Blicher, ragede i 2021 uklar med Malue efter at have kaldt FBF “en fupforening”. FBF fik sit momentum fra tiden med tvivlsomme corona-politikker, og har sidenhen har profileret sig som repræsentanter for frihedsbevægelsen. Foreningens økonomiske fiksfakserier er blevet anmeldt til indsamlingsnævnet, som ikke har reageret stort. Man kan vel forestille sig, at Malue & Co. alligevel er små fisk i oceanerne af dollars, der flyder i det NGO-industrielle-kompleks. Men sagen om FBF er alligevel en vigtig historie at granske for den lille niche af samfundet, der forsøger at tage kampen op imod det omfattende bedrageri, der blev tydeligt under pandemien. Sagen viser nemlig, at der kan være fidusmagere på begge sider.

Dette er ikke skrevet med formål om at underminere den store, principielle diskussion om hvorvidt man skal have løn for sit arbejde. Man skal nu bare have en ansættelse, før man overhovedet kan modtage løn. Og man bør oplyse bidragsyderne om, hvorvidt formålet med foreningen er at generere (skattefrie) lønninger i form af kørselspenge, frem for at vinde retssager. Derfor er det nødvendigt at publicere dette, som svar på Malues nekrolog over Carl Henrik Rørbeck. Det er nemlig nødvendigt at pege på, hvor nemt det er, at indsamle store beløber ved at tale til – i forvejen angstfulde – segmenter i et alarmistisk sprog. …Og derefter stikke de fleste af pengene i lommen.

Det sidste punktum

Selvom historien om FBF er en plet i Carl Henriks bog, skal han huskes som en skarp og engageret mand, der har haft stor betydning for bevægelsen. Havde Malue skrevet en nekrolog, der kun tjente et formål om at give ham en værdig afsked, havde den ikke affødt kritik herfra. Men opslag som Malues fra d. 19. juni, kan ikke postes uden påtale. Ikke når de faktiske forhold fordrejes, og når folk udstilles på så perfid en manér… Ikke når der kastes røgslør over det, som desværre er sket:

FBF har misbrugt donormidler. FBF har lavet stråmandsretssager, økonomiske fiksfakserier og stævnet whistleblowerne. Bagefter har FBF ført sag imod sine kritikere, og hvis ikke advokaten har arbejdet gratis, har det været for ligesindede med-aktivisters penge. Sådan en opførsel kan kun komme fra en fupforening. Punktum.

Redpilledresearch

Line Lauridsen, cand.mag.retorik med baggrund i filosofi og aktiv i fredsbevægelsen. Systemkritiker og forfatter til digtsamlingen "I Sundhedens navn" v. Det Poetiske Bureaus Forlag.