Mette Frederiksen historisk krigsmager på trods af sin røde frakke

Formelt set er Mette Frederiksen socialdemokrat men under hendes lederskab, er Danmarks investeringer i krig eskaleret. Her følger et hurtigt overblik over udviklingen i Danmarks krigspolitik over de seneste par år. Samt en overflyvning over konsekvenser og faktuelle forhold, der ofte udelades i den offentlige debat herom.

Turbo på Danmarks militære oprustning

I 2022 blev EU-forsvarsforbeholdet afskaffet. Samtidig fik Danmark positioneret sig som det land, der pr. indbygger sendte flest penge i militærstøtte til Ukraine. I samme år, blev det også klart, at Esbjerg Havn skal ombygges til en slags ”militær hovedbanegård” til brug for hele EU og USA. Sidste år afskaffede Mette Frederiksen Store Bededag, angiveligt med formål om at leve op til NATO-kravet på 2% af BNP. I december 2023 præsenterede hun den nye forsvarsaftale, der bl.a. åbner for amerikanske baser i Danmark. Samtidig sørgede regeringen for, at Danmark gik med til at trodse FN og bombe i Yemen. I marts 2024 meddeler regeringen på et pressemøde, at krigsbudgettet hæves til 2,4 % af BNP, at kvinder skal i værnepligten fra 2026, samt at værnepligten hæves fra 4 måneder til 11 måneder. Altså er NATO-skatten, på Mette Frederiksens bestilling, blevet iværksat 6 år tidligere end planlagt.

Prioriteringer, der nedbryder velfærdsstaten

På baggrund af de seneste års forandringer, er der belæg for at sige, at statsministeren yder en aktiv indsats ifht. at øge Danmarks krigsinvesteringer. Men militariseringen af samfundet er ikke nødvendig. Det er en politisk prioritering, som har konsekvenser, der sjældent gennemdiskuteres i den etablerede presse. Det er alment kendt, at Danmark uden forsvarsforbeholdet ikke længere kan sige sig fri fra at deltage i krigshandlinger i EU-regi. Men det nævnes kun sjældent, at Danmark med de planlagte 2,4 % af BNP til NATO, binder sig til militære udgifter, der næsten er på linie med udgifterne til sundhedsvæsenet, som er på omkring 266 milliarder.

Et problem med dette er, at vi allerede på nuværende tidspunkt er vidne til skandaler i sundhedsvæsenet. Der er mennesker, der ikke modtager den fornødne behandling, som de ellers har ret til som skattebetalende borgere. Dette er tarmkræftskandalen fra sidste år eksempel på. Der er andre steder i samfundet, hvor der mangler penge. På trods af mediers store fokus på børn og unges mistrivsel, er det meldt ud, at de først kan forvente hurtigere hjælp i 2026. Og cirka samtidig med marts måneds pressemøde, kom det frem, at regeringen standser bevillinger til en række sociale projekter, der ellers havde finanser indtil 2026. Dette gælder Fonden for Socialt Ansvar, Bydelsmødre og flere andre organisationer, der hjælper socialt udsatte. Dette er blot et par eksempler på, hvor skattepengene ellers kunne bruges.

Dette rejser et oplagt spørgsmål: Hvordan er det socialdemokratisk politik, at prioritere krigsinvesteringer frem for social hjælp eller behandling af kræftsyge borgere?

Historisk blindhed og absurde budskaber

“Vi opruster for at undgå krig,” lød det fra Mette Frederiksen på pressemødet i marts, ifølge Altinget. Men denne udtalelse er stik imod samfundets historiske erfaringer fra Den kolde krig. Den massive oprustning, som skete i den forbindelse, forværrede trusselsbilledet idet verden blev til et sprængfarligt sted at være. Dengang var der Warszawapagten – nu om dage er der ingen lignende modpol til NATO. Faktisk besidder NATO-landene 57% af verdens samlede militærudgifter, som i 2021 rundede mere end 2100 milliarder dollars. Dette er selvom de kun udgør omkring 8 % af verdens befolkning. “Dette skal holdes op imod, at FN kun har 2,3 milliarder til rådighed”, berettede analytiker Carsten Andersen om til debatarrangementet ”NATO – ven eller fjende?” i februar 2023.

Men hvorfor er det vigtigt, for så lille en del af verden, at have så meget militær? Warszawapagten er fortid, og Den kolde krig afsluttet efter Gorbatjov på fredelig vis trak Sovjetunionens tropper ud af Østtyskland. Så hvad kan for en socialdemokrat retfærdiggøre massiv oprustning i en i forvejen loaded militærmagt? Mette Frederiksen peger på Putin. Men hun nævner ikke, at Biden-administrationen i marts 2022 fik saboteret fredsforhandlinger imellem Ukraine og Rusland – en aftale, der ellers kunne have sparet de mange hundrede tusinder liv, der siden er gået tabt i denne krig. Mette Frederiksen har på Danmark vejne taget Bidens parti, og er med sine store militære donationer til Ukraine medskyldig i, hvordan krigen er trukket i langdrag.

Der er således hverken historisk eller logisk belæg, når hun udtaler at ”Vi opruster for at undgå krig”. NATO’s business promoveres med historisk blindhed og og absurde floskler. Som for eksempel danske piger/kvinder nu pålægges værnepligt under en parole om ”ligestilling”. Det handler ikke om værdier, men om optrapning. Det er NATO-politikken, som blot pakkes ind i fint gavepapir.

De “demokratiske” NATO-bomber kaster røgslør over virkeligheden

Siden Warszawapagtens ophævelse, har NATO kæmpet for at retfærdiggøre sin eksistens. Bombningerne af Serbien og Libyen, samt NATO’s andel i de USA-motiverede invasioner i Mellemøsten, viser imidlertid, at alliancen blot griber efter enhver chance for at holde sig i gang. Der er ikke kommet demokrati i nogle af de lande, der er blevet invaderet af USA/NATO. Der har ikke været forsøg på fredsforhandlinger inden bombardementerne. De fleste NATO-krige er startet uden mandat fra FN. Der er derfor brug for en reel og klarsynet offentlig debat om, hvorfor Danmark overhovedet er med i alliancen. Det er pressens opgave at udfordre Mette Frederiksen på præmissen om, at “NATO-skatten er nødvendig” og “at vi opruster for at undgå krig”. Meget tyder nemlig på, at Danmarks statsminister bedriver lobbyvirksomhed, ligesom Fogh gjorde, da han solgte Danmarks udenrigspolitik til en endeløs række af USA-motiverede krige. Mette Frederiksen ser ud til at arbejde for samme business – hendes røde frakke til trods.