Plantet historie om “afsløring” af russisk medie i EU – et tegn på eskalation?
DR-journalisterne Lisbet Quass og Niels Fastrup bragte i denne måned en “afsløring” af et russisk plot. Pravfond, som har modtaget beløber fra Rusland til retshjælp for russiske borgere, har tilsyneladende støttet et medie, der bringer russiske narrativer inden for Vestens ellers EU-kontrollerede internet. “Hemmelig operation afsløret”, skriver de i overskriften, “Russisk spionfond har betalt millionbeløb for kampagner i Danmark og EU”. I EU er russiske medier underlagt censur (hvilket ellers er ét af Vestens primære kritikpunkter imod det gamle Sovjet), og den store afsløring går derfor ud på, at de ellers sanktionerede russiske medier via denne kanal påvirker EU-borgere med pro-russiske narrativer.
Det er ikke første gang, at disse to DR-journalister hævder at være på sporet af russiske spioner. Her på sitet har vi tidligere kastet kritiske blik på deres “afsløringer”, fremsat i dokumetaren Skyggekrigen sidste år.
Samme historie, samme vinkel, samme tid…
I adskillige lande, har tilsvarende mainstream medier bragt den samme nyhed på præcis den samme dag. De påfaldende ensartede artikler kan læses i The Guardian, i franske Le Monde, i norske NRK, i svenske Göteborgs-posten, i polske DGP, samt det finske medie Iltalehti. Alle medier bringer samme nyhed, med præcis samme vinkel, og næsten samme overskrifter. Det ligner derved en plantet mediehistorie, der har til formål at påvirke folkestemningen i de respektive NATO-lande.
Forfatter Jette Hansen har kigget ind i historiens detaljer, og fremsætter sin vurdering på sociale medier. Hun skriver, at det Pravfond-støttede medie Euromore “planker andre folks historier fra nettet”, og ikke bringer original journalistik. Alligevel er Euromore det eneste konkrete eksempel, der fremsættes i DR-historien, som efter alt at dømme bygger op tomme trusler. “Det kunne simpelthen i en million år ALDRIG SKE at EUROMORE fik hverken udbredelse eller indflydelse på noget som helst.”, skriver hun.
I et andet opslag, kalder hun DR’s afsløring for en “såkaldt nothingburger”, og opsummerer historien således: “Noget, der hedder “Pravfond” i Moskva, skulle i hemmelighed finansiere en sværm af medier i EU, der er enormt smarte og professionelle og effektive til at infiltrere det offentlige rum med misinformation og disinformation. Men reelt kunne DR kun henvise til ét site, der hedder EUROMORE, som ved eftersyn viste sig at være et fuldstændigt ubetydeligt lille site, som planker folks skriverier fra internettet, men ingen journalistik, intet betalt indhold, kedeligt lay out og ikke særligt skarpt redigeret.”
Et tegn på eskalation?
Det store spørgsmål er, hvorfor så tynd en historie, igennem en tydelig koordineret indsats, bliver omdelt i så mange landes mainstream presse, på samme tid? Ikke mange dage efter udmeldte forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at danskere skal sørge for at have et lager af mad og vand til tre dage. Hans formaninger er blevet raskt gengivet i andre medier, og tidligere har DR også kvitteret med overskriften: “Truslerne lurer, og danskerne skal holde sig klar”. I Sverige, Norge og Finland har lignende anbefalinger gjort sig gældende i mange år.
Når forsvarsministeren kommer med disse råd netop nu, kan det derfor også betragtes som en taktisk måde at opildne en krisestemning blandt danskerne på. Tidligt i maj snakkede man i folketinget om at forbyde russiske skibe adgang i danske farvande. Dette affødte en advarsel fra det russiske ministeriums talsperson Maria Zakharova. “Et forbud imod sejlads vil blive gengældt”, lød det fra hende. Dette tiltag ville også være brud på FN-konventioner, og dermed en markant eskalation fra dansk side. Ifølge FN’s Havneretskonvention, har de russiske lastskibe nemlig ret til at sejle igennem Østersøen – dette skriver mediet søfart.dk. – Kan det være derfor, vi er vidne til plantede mediehistorier, og en forsvarsminister, som opildner danskerne til frygt? Fordi man på Christiansborg forsøger at samle momentum til at trodse FN-konventionen og dermed optrappe konflikten med Rusland?