Putin-interview afslører NATO-fanten i rummet
Sidste uge publicerede forhenværende Fox News-journalist Tucker Carlson sit på forhånd omdiskuterede interview med Ruslands præsident Vladimir Putin. Det blev udgivet via hans hjemmeside ved midnat d. 9. februar (dansk tid). Tucker Carlson er kendt for ikke at lægge skjul på kontroversielle kendsgerninger om USA’s krige.
Inden udgivelsen fik man i mainstream medier det hele til at handle om en fodfejl fra Tucker Carlsons side. Før udgivelsen fik han nemlig sagt, at ”ingen andre vestlige journalister har gidet interviewe Putin” – en forkert påstand, som mainstream medier kastet sig over i deres ihærdige arbejde for at få ham til at fremstå utroværdig. Dette fortsatte de med efter interviewet var publiceret. Men hvorfor anlægger de mainstream medier så stort et fokus på irrelevante detaljer?
Efter udgivelsen vankede smædekampagnen
De færreste, der efter udgivelsen har kommenteret på interviewet, forholder sig til substansen. Politiken citerer CNN for at ”Putin går derfra med propagandasejr” og bruger resten af spaltepladsen på at henvise til øvrige medier, der konstaterer at ”interviewet ikke var vellykket”. “Det var ikke et interview” konkluderer Berlingske. Og på DR kvitterer man med en Genstart-episode, der starter med at frame Tucker Carlson som en ”dårlig student”, der blev journalist ”fordi han ikke kunne blive andet”. Han udfylder nu rollen som “et ideologisk spejl, som voksende, selvoptagede strømninger i USA kan kigge ind i”, fortsætter de. Programmet har fået titlen ”En Tucker for Putin” og essensen er en 26 minutter lang smædekampagne rettet imod ham som journalist. Redpilledresearch har tidligere sat spot på, hvordan journalister, som rapporterer om Ukraine fra et NATO-kritisk perspektiv, bliver karakterhenrettet og udsat for smædekampagner. Et fænomen, der afslører det ideologiske bias i vestlige, mainstream medier.
NATO-medlemskab præger mediernes dagsorden

Men hvad har denne vinkling med Danmarks NATO-medlemskab at gøre? Det er påfaldende hvordan de etablerede medier omhyggeligt undgår at italesætte NATO’s rolle i konflikten. Det betyder at den enøjethed, som Tucker Carlson bliver hængt ud for, skinner tilbage, når mainstream journalister holder fast på, at Putin er ene-ansvarlig for situationen. En række ubekvemme fakta om krigen bevirker nemlig, at de mainstream mediers ræsonnementer falder til jorden. F.eks. brudte løfter i form af NATO-udvidelserne imod Øst, statskuppet i 2014, samt forsøgene på at lokke Ukraine ind i den militære alliance.
Mediet Al Jazeera sætter imidlertid fingeren på et vigtigt tidspunkt i interviewet. Putin fortæller om en dialog med daværende amerikanske præsident Bill Clinton, vedr. et eventuelt russisk NATO-medlemskab. Her fik Rusland et nej. Temaet var oppe at vende igen i 2007, hvor Rusland heller ikke fik tilbudt medlemskab. Er dette mon et emne, som de skingre smædekampagner skal flytte danskernes fokus fra?
Danmark, Rusland og NATO-fanten i rummet
Selvom det er væsentligt, bliver der i mainstream medier sjældent talt om, hvad NATO-medlemskabet faktisk koster Danmark. Mette Frederiksen arbejder for at hæve det årlige NATO-budget til 2% af BNP. Et skøn er, at dette vil udgøre 52,5 milliarder kroner i 2030. I en 1.maj-tale fra sidste år, satte jeg fokus på, hvad Danmark ellers kunne købe for dette beløb. Svaret er 8 supersygehuse eller aflønning af 115.493 sygeplejersker. Sygeplejersker, som man godt kan argumentere for, at samfundet ville have mere gavn af end NATO.
For hvis man tænker man over dette scenario… altså hvor Rusland var med i NATO – hvad ville der så være at bruge så store beløber på? Rusland er NATO’s ”fjende nummer 1”, og den primære årsag til at opruste. Rusland er samtidig årsagen til at den danske befolkning er blevet overtalt til at støtte Ukraine militært. Den militære støtte til Ukraine løber ifølge Udenrigsministeriet op i 34,5 milliarder kr, og har givet Danmark en rekordplads. I betragtning af, at Putin hævder overfor Tucker Carlson, at ukrainsk sejr i konflikten aldrig har været et muligt scenarie, fremstår den militære støtte absurd. For i så fald har støtten blot tjent et formål om at trække krigen i langdrag. Tanken om et russisk NATO-medlemskab, gør det blot mere absurd. For i så fald havde et potentielt ukrainsk medlemskab ikke været en trussel for Rusland, og krigen havde nok ikke fundet sted.
Derfor er det vigtigt for de mainstream medier at håne Tucker Carlson, frem for at kommentere på indholdet i interviewet. Det afslører præmissen for deres farvede dækning af konflikten. Og det afslører til dels hvor dårlig en deal for Danmark, et NATO-medlemskab faktisk er.