Sær tavshed om kommende pandemitraktat
I maj måned skal danske politikere af sted for at underskrive WHO’s pandemitraktat. Pandemitraktaten er blevet udarbejdet over de sidste to år, uden at have været genstand for offentlig debat. Ser man nærmere på sagen, er der grund til bekymring for alle, der ønsker at bevare en demokratisk forfatning.
Traktaten bygger videre på de allerede eksisterende International Health Regulations, vedtaget i 2005, ud fra filosofien om, at pandemier kræver globalt samarbejde. Coronavirussen blev således brugt som momentum for at starte de nuværende forhandlinger. Traktatens præcise ordlyd er svær at opdrive, da forhandlingerne foregår bag lukkede døre. Dette på trods af, at den kommer til at udgøre et sæt af juridisk bindende standarder for pandemihåndtering. Dette betyder, at når danske politikere underskriver traktaten her i maj, skriver de også under på en afgivelse af autoritet til WHO. Derfor er det sært, at WHO’s pandemitraktat, igennem dens udarbejdelse, slet ikke har været genstand for debat i danske mainstream medier.
I andre lande forholder man sig til traktaten
Ifølge den globale fagforening for offentligt ansatte (PSI) forventes traktaten implementeret ved WHO’s generalforsamling nummer 77. Dette var planlagt til at foregå maj måned 2024, men FN har i februar rapporteret om en mulig forsinkelse i processen. I oktober 2023 fik debatten offentlig opmærksomhed i Norge, da landets største direkte debatprogram NRK Radio tog sagen op. Under titlen ”Skal WHO bestemme mer over nordmenns helse?” adresserede programmet bekymringer og mulige konsekvenser ved suverænitetsafgivelsen, som pandemitraktaten indebærer. I Washington har kandidater for Republikanerne for nyligt afholdt en pressekonference, hvor relevante talspersoner adresserede en række bekymringer ved traktaten. Herunder projektets manglende gennemsigtighed, dets mørklagte forhandlinger, og den nationale suverænitetsafgivelse, som den vil medføre for USA. De adresserer også problemet ved de uvisse finansielle forpligtigelser for skatteyderne samt truslerne imod nogle af deres deres rettigheder, bl.a. ytringsfriheden.
New Zealand har d. 30. november 2023 afvist IHR-ændringerne, som her i artiklen omtales som ‘den nye pandemitraktat’. Oplysningen kommer fra australske advokat Katie Ashby-Koppens via en aktindsigt, som hun har delt med tidsskriftet The Defender. Samme kilde oplyser desuden, at Holland allerede i 2022 tog forbehold overfor ændringerne i IHR-regulativet. Oplysningerne kommer fra artiklen: ”WHO Exhibiting Signs of ‘Desperation’ as New Zealand, Iran Reject Amendments to International Health Regulations”, bragt i The Defender, 13. februar 2024. I andre lande, er der altså nogle, der forholder sig kritisk til disse store samfundsændringer, som er på vej via WHO. I Danmark har Enhedslistens Pelle Dragsted via Epidemiudvalget spurgt Venstres Sophie Løhde om hun vil oplyse, hvorvidt regeringen har til hensigt at tilslutte sig traktaten. Spørgsmålet blev omdelt d. 22. februar, og er endnu ikke besvaret. Meget mere opmærksomhed har emnet ikke fået her i Danmark.
Ikke første gang danske medier undlader kritisk dækning af WHO
I et åbent brev til befolkningen, regeringen og parlamentet i Schweiz, pointerer Peter Koenig (geopolitisk analytiker), at så snart WHO udråber en pandemi, skal ordrerne følges. ”Hvis WHO beslutter sig for massevaccination, skal ordrerne følges”, advarer han. Han anbefaler Schweiz at forlade WHO, efter at have belyst forskellige vinkler på hvordan WHO’s covid-anbefalinger medførte flere problemer end de viste sig at løse. Danske politikere lænede sig også op af WHO’s anbefalinger af vaccination imod covid-19. Dette på trods af, at vaccinerne ikke havde bestået deres fulde testfase. Fra at have lovet 100% beskyttelse ved vaccination, gik WHO’s generaldirektør Tedros Adhanom også til at sige, at ”covid-vaccinerne ikke beskyttede imod smitte, men reducerede spredning”. Herfra ændrede fortællingen sig til, at vaccinerne ”ikke reducerede spredning, men sygdom”. Vaccinernes effektivitet og sikkerhed er stadig et stort, uafklaret spørgsmål, som den danske presse ikke beskæftiger sig med.
Kritikere peger desuden på politiske motiver samt interessekonflikter indenfor organisationen, eftersom Tedros Adhanom er indsat af Hillary Clinton samt WHO’s største private investor og vaccineproducent, Bill Gates – og i øvrigt anklaget for menneskerettighedsforbrydelser i Etiopien, af bl.a. Human Rights Watch. Det er faktorer, som kun i meget lille grad har været vendt i mainstream medier. Men inden danske politikere underskriver papirer, der indebærer at WHO-befalinger vil kunne overskrive dansk lov – helt uden at der har været en offentlig debat om hvilke risici og konsekvenser, det indebærer… vil det så ikke være på sin plads at de public service-organer, der faktisk er sat i verden for at værne om den demokratiske forfatning, i det mindste oplyser danskerne om hvad der er ved at ske?
Lobbyisme fra en public-private sektor?
World Economic Forum prædikerer – traditionen tro – kritikere af pandemitraktaten som “højreorienterede”. Dette gjorde de, da de i maj 2023 bragte nyheden om, at traktaten var på vej. De peger på, at regeringerne som forhandler traktaten, under forhandlingerne har frihed til at modsætte sig. Spørgsmålet er, hvor og hvornår folket bliver hørt ifht. de nuværende, skæbnesvangre forhandlinger om den kommende pandemitraktat? Det gør de i hvert fald ikke i Danmark. At affeje kritiske stemmer som “højreorienterede”, er derfor ikke retvisende. Det er et retorisk trick, der kaster røgslør over det faktum, at emnet vedrører alle med et demokratisk sindelag.
WEF kan heller ikke påstås at være en upartisk eller apolitisk organisation. Dette på trods af, at den er en af de største, globale aktører. Ifølge mediet Steigan.no er WEF er klasseorganisation, der repræsenterer verdens 1000 rigeste selskaber. Ifølge Steigan har WEF også inflydelse på WHO. I lyset heraf, er det ikke overraskende, at man i WEF affejer kritikere af WHO’s pandemitraktat ved at uddele prædikater. Men traktatens deadline er snart, og for medier, der ønsker at agere som “demokratiets vagthunde”, er det oplagt at stille følgende spørgsmål:
1) Hvornår skal traktatens indhold diskuteres i offentligheden? Først efter den er vedtaget og underskrevet af danske politikere?
2) Er den uigennemsigtige, mørklagte forhandlingsproces i WHO-regi mon udtryk for public private-entreprenørers magtovertagelse af verdenssamfundet?
