Skal sociale medier være Statens panoptikon?
Siden oktober 2023 har der jf. domænelovens § 18 været krav, om at man registrerer sig med MitID for at kunne oprette hjemmeside på et dotdk-domæne[1]. Formand for Nordisk Tech-tænketanken Tobias Bornakke udmeldte på cirka samme tid, at en højere grad af identifikation på nettet er “nødvendig for at passe på demokratiet[2].” Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har officielt givet udtryk for samme holdning, ifølge Politiken[3]. Allerede tilbage i 2020 afleverede Ytringsfrihedskommissionen en betænkning, hvori det fremgår, at et mindretal (Anna Libak og Rune Stubager) anbefaler regeringen at kræve brugerverifikation via NemID på sociale medier[4]. Ytringsfrihedskommissionen er nedsat af Justitsministeriet. Nu hedder det MitID, men pointen er, at de taler om identifikation og registrering på baggrund af cpr-oplysninger. Derudover skabte amerikanske præsidentkandidat Nikki Haley for nyligt overskrifter med sit (forhenværende) standpunkt om, at alle brugere på sociale medier skulle verificeres, og kaldte i samme omgang anonyme konti for ”en national sikkerhedstrussel[5]”.
Så der er tilsyneladende en hel politisk strømning, under vejledning af indflydelsesrige aktører, som erklærer, at identifikation ved brug af sociale medier, er ”nødvendig for at beskytte demokratiet”.
”For samfundets sikkerheds skyld”
De populære temaer blandt fortalerne for identifikation på nettet, drejer sig om disinformation, hadtale og beskyttelse af samfundets børn og unge. I Ytringsfrihedskommissionens betænkning peger Stubager og Libak på, at registrering vil lette retsforfølgelsen af personer, der ”videregiver krænkende eller usande oplysninger”. De anlægger altså en diskurs på baggrund af argumenter, som handler om samfundets sikkerhed. De skriver også, at der er problemer med ”ytringssikkerheden”, fordi nogle forsøger at forhindre andre i at deltage i den offentlige debat igennem chikane, vold eller terror[6]. Men forslaget, som vil begrænse anonymitet på nettet, tegner også en trussel for samfundets sikkerhed. Men her er der tale om trusler af en ganske anden karakter.
Det siger historiens fremstående filosoffer om emnet
Den berømte filosof Hanna Arendt, skrev i Totalitarismens Oprindelse (1951), at foranstaltninger til overvågning og kontrol af befolkningen var et primært redskab for at holde på magten i totalitære systemer[7]. Jürgen Habermas, som er kendt for sit demokratibegreb, erklærer i ”Den nye borgerlige offentlighed” at problemerne på sociale medier, kommer til at løse sig uden Statens indblanding. Der er tale om en læringsfase, eller ”den pris, som de betaler for frigørelsen for de gamle mediers formynderi”, konkluderer han[9]. Filosoffen Michel Foucault blev kendt for at udpege, hvordan samfundets overvågning ikke blev etableret med formål om at skabe tryghed, men disciplin. Hans begreb om panoptikon beskriver statslige instansers midler til kontrol og magtudøvelse, som fremsat i værket Overvågning og straf (1975). Selvom overvågningen i vore dage indføres under paroler om sikkerhed, vil man i den foucaultianske opfattelse stadig betragte det som tegn på totalitære magtsystemer. Den nulevende, franske filosof Julian Nida-Rümelins vurdering er ligeleges, at overvågning ”knækker rygraden på demokratiet[8]”.
Det vil sige, at fortalerne for at begrænse retten til anonymitet på sociale medier, er lodret uenige med nogle af historiens største tænkere på området.
Efterkrigstidens konklusioner om overvågning
Argumenterne imod anonymitet på nettet bygger på diskursen om at ”nye trusler kræver nye tiltag”. Cpr-registrering fremstilles som ”et demokratisk foretagende”, da formålet er at sikre alles ret til at ytre sig. Men uanset hvordan man vender og drejer denne sag, betyder øget overvågning også en begrænsning af borgernes frihedsrettigheder. Det konkluderer historiker Jacob Vrist Nielsen, der aflagde ph.d. i overvågningshistorie. På basis af et tilbageblik på 1940’ernes og efterkrigstidens tele-overvågning, advarer han om, at ”overvågningspraksisser hurtigt breder sig til nye områder og nye personer, at overvågningsmaterialet ofte havner andre steder end planlagt, samt at overvågningen er svær at afvikle, når den først er etableret[10}.” Ud fra hans konklusioner, er det vanskeligt at betragte nye overvågningstiltag som en fordel for demokratiet. Derudover følger argumentet, at man aldrig kan vide sig sikker på, hvem der har regeringsmagten i fremtiden. De borgerlige frihedsrettigheder er sat i verden som folkets værn imod totalitære magtstrukturer. Når disse – ifølge bl.a. Ytringsfrihedskommissionen og Nikki Haley – indskrænker borgernes sikkerhed, så gælder det en sikkerhed man har overfor hinanden. Det overordnede spørgsmål må derfor være, hvem der er vigtigst for samfundets borgere at kunne værne sig imod – Statsmagten eller hinanden? Her giver historien sit klare budskab.
Et data-tørstende statsligt-virksomheds-kompleks?
Men i denne diskussion er man nødt til at tage tidens teknologiske fremskridt med i betragtning. Datamining og registersamkøring betyder, at muligheden for anonymitet på nettet får en større betydning for privatlivet end før. Kulturforsker Henry A. Giroux peger på, at datamining og samtidig registrering betyder, at individets ”elektroniske selv” bliver statens ejendom[11]. I artiklen ”Totalitarian Paranoia in the Post-Orwellian Surveillance State” beskriver han, hvordan almindelige menneskers privatliv nu eksponeres offentligt. Efter smartphone-teknologien og sociale mediers fremkomst, er en ”intim selveksponering” blevet måden, hvorpå folk får oplevelsen af nærvær. Giroux tager udgangspunkt i George Orwells dystopi, og peger på, at afgivelsen af privatliv er symptomatisk for et samfund, der mister historisk og social hukommelse[12].
Indbyggerne i den post-moderne overvågningssamfund overgiver frivilligt rettigheder og data til data-opsamlende virksomheder, som gør deres privatliv til handelsvarer. Staten tilraner sig nu en del af den opsamlede viden om samfundets indbyggere, med egen dagsorden, hvilket udgør et nyt statsligt-virksomheds-kompleks[13]. Dette er kun en lille del af Giroux’s advarsler til Vestens opblomstrende overvågningssamfund. Resten af artiklen kan læses her.
Sociale medier som Statens panoptikon?
Fortalerne for at cpr-registrering ved brug af sociale medier, fører deres idéer frem med argumenter om at ville ”beskytte de unge” og ”passe på demokratiet”. Imidlertid viser efterkrigshistorien, hvordan overvågning i praksis har været grundlæggende udemokratisk. Fortalerne peger på et stigende trusselsbillede i kraft af den teknologiske udvikling, som skaber gunstige vilkår for disinformation etc. De peger på, at problemerne udformer sig en helt anden skala end før den digitale tidsalder. Men det samme gælder midlerne til overvågning og kontrol. Digitaliseringen muliggør et langt mere omfattende og detaljeret panoptikon-praksis end Foucaults høje tårn. Datamining og registersamkøring begrænser allerede mulighederne for privatliv, men cpr-registrering ved brug af sociale medier, vil gøre disse til Statens officielle overvågningskanal.
Hvorfor er det et problem? Fordi den teknologiske udvikling allerede har medført, at regeringer er gået fra et være en myndighed, som efterforsker kriminalitet, til at være en myndighed, der foregriber kriminalitet. Her er overvågning det centrale værktøj. Dette betyder også, at indbyggere med afvigende synspunkter, nu kan blive identificeret og oplistet, fordi de mener noget andet. Derfor er det naturligt at tænke, at flere vil gå stille med dørene, for ikke at blive kigget på i det digitale panoptikon. Absolut en udemokratisk retning at gå, hvis man spørger filosofferne.
Kildeliste:
[1] Ministeriet for digitalisering og ligestilling: ”Lov om internetdomæner, LOV nr 164 af 26/02/2014”. 26.02.2014. URL: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/164 (Set: 01.02.2024).
[2] Bech-Nielsen, Peter Christian: ”Nordisk tech-tænketank fremlægger anbefalinger: Formand spår enden på det anonyme internet”. 18.04.2023. URL: https://radar.dk/artikel/nordisk-tech-taenketank-fremlaegger-anbefalinger-formand-spaar-enden-paa-det-anonyme (Set: 10.02.2024)
[3] Eriksen, Lars: ”Minister: Måske er løsningen, at vi skal bruge MitID for at logge på Facebook”. Politiken, 17.03.2023. URL: https://politiken.dk/kultur/art9236301/M%C3%A5ske-er-l%C3%B8sningen-at-vi-skal-bruge-MitID-for-at-logge-p%C3%A5-Facebook (Set: 10.02.2024).
[4] Ytringsfrihedskommissionen: ”Betænkning om ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark”, Betænkning nr. 1573. Udgivet i 2020. URL: https://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2020/04/betaenkning_nr._1573_2020_del_1.pdf (Set: 10.02.2024)
[5] Paybarah, Azi; Wang, Amy B. & Wells, Dylan: ”Haley walks back declaration that all social media users must be verified”, 15.11.2023. URL: https://www.washingtonpost.com/politics/2023/11/15/nikki-haley-social-media-anonymous/ (Set: 01.02.2024)
[6] Justitsministeriet: ”Ytringsfrihedskommissionen afleverer betænkning” (30.04.2020) URL: https://www.regeringen.dk/nyheder/2020/ytringsfrihedskommissionen-afleverer-betaenkning/ (Set: 10.02.2024)
[7] Arendt, Hannah: Totalitarismens oprindelse”. 30.08.2019. ISBN: 9788772043814.
[8] Wivel, Peter: ”Overvågning knækker demokratiets rygrad”. Politiken.dk. 23.02.2014. URL: https://politiken.dk/magasinet/interview/art5503307/Overv%C3%A5gning-kn%C3%A6kker-demokratiets-rygrad (Set: 21.02.2014)
[9] Habermas, Jürgen: ”Den nye, borgerlige offentlighed”. Samfundslitteratur, 2023. ISBN: 9788759343081
[10] Nielsen, Jacob Vrist: ”Ulovlig masseovervågning skulle sikre demokratiet under verdenskrigene”. Videnskab.dk. 16.07.2022. URL: https://videnskab.dk/kultur-samfund/ulovlig-masseovervaagning-skulle-sikre-demokratiet-under-verdenskrigene/ (Set: 21.02.2014)
[11] Giroux, Henry A: ”Restoring Political Consciousness in a post-Orwellian America”, afsn. 9. 14.05.2014. URL: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/09502386.2014.917118 (set: 10.02.2014)
[12] Ibid,, afsn. 6
[13] Ibid, afsn. 9
