WHO’s pandemitraktat udskudt – hvad skete der, og hvad nu?
WHO’s pandemitraktat, som på trods af sin samfundsomvæltende ordlyd slet ikke har været genstand for debat i mainstream medier, blev som bekendt ikke vedtaget ved sidste WHO-konference d. 27. maj – 1. juni 2024. Indholdet af traktaten mødte kritik fra flere lande og fra 42 guvernører af delstater i USA. Herhjemme har kun almindelige borgere forsøgt at slå alarm pga. de vidtrækkende beføjelser, som igennem traktaten ville blive givet til den siddende WHO-direktør. Tvungne nedlukninger og digitale sundhedspas, samt tvangsvaccinering af befolkningen i medlemslandene, var blot nogle af ting, der var lagt op til. Og dette har danske regeringspolitikere været klar til at samtykke til, bekræftede sundhedsminister Sophie Løhde i et folketingssvar. Men selvom traktaten ikke blev vedtaget som planlagt, er spillet ikke slut endnu. Her følger et par ting, der er værd at vide om forløbet.
Skal vedtages inden 12 måneder
Tidligere WHO-medarbejder David Bell oplyser under et interview i Kim Iversen Show, at traktaten blot er udskudt og skal stemmes igennem inden for de næste 12 måneder. Han beretter om, at man i WHO har udskiftet forhandlingsgruppen med formål om at få traktaten hurtigere færdig. Hans vurdering er, at WHO’s pandemitraktat før eller siden vil blive vedtaget. Og hvis den ikke gør, er problemet der stadig, siger han. Da WHO udråbte en pandemi på baggrund af covid-19 blev flere trillioner dollars overført fra almindelige menneskers bankkonti til hænderne på en meget lille, i forvejen rig, elite. Dette var resultatet af pandemien før forhandlingerne om traktaten overhovedet blev sat i værk, og det vil fortsætte i fremtidige pandemier, som WHO udråber. “Det er en succesfuld forretningsmodel, selv uden traktaten”, konstaterer han.
Kritik af traktaten før og under forhandlingerne
I et interview med journalist James Corbett, oplyser vært på showet Good Morning CHD Meryl Nass, at flere lande helt eller delvist sagde fra overfor traktaten under WHO-konferencen, herunder Slovakiet og Iran. Japan og Argentina udtalte også kritik af traktaten. Storbritannien meldte ud, at de ville fremskyde belutningen til landet har fået en ny regering. David Bell oplyser desuden i interviewet med Kim Iversen, at flere afrikanske lande sagde fra pga. krav om øget overvågning, hvilket er dyrt i praksis.
Delstaterne Louisiana og Oklahoma har endda kort før WHO-konferencen vedtaget love, for at beskytte dets regeringer imod WHO. Ifølge deres nye love, kan trakaten ikke give WHO bemyndigelse over delstaterne – medmindre den siddende regering ønsker det. Den massive kritik af traktatens indhold har bevirket, at det nye udkast ikke længere rummer påbud, men anbefalinger, ifølge Nass og Corbett. Der er ikke længere et specifikt krav om digitale sundhedspas at finde i traktaten, oplyser de.
Så der er sket store skridt i mange andre nationer end Danmark. En pludselig bevisthed om, at WHO faktisk var ved at kuppe forfatninger i samtlige af dets medlemslande, har fået nogle politikere til at sige fra. Selvom planerne stadig er, at få WHO-traktaten implementeret inden for et år, er der nu nogen bevisthed at bygge videre på. Spørgsmålet er, hvornår danske politikere mon begynder at forholde sig til sagen?
Roden af problemet
Som tidligere WHO-medarbejder, pointerer David Bell desuden at WHO-medarbejdernes stillinger er afhængige af at pushe WHO’s dagsorden. Selvom nogle af dem kan se problemerne ved traktaten. Efter hans formulering, er problemets rod, at pengeinstitutter ofte er ejet af nogle få rige mennesker. Disse har delvist ejerskab over de fleste organisationer og medievirksomheder. Og de bruger så deres aktiver til at maximere udbyttet af egne investeringer. Dette skaber store monopoler og interessekonflikter i NGO’er såsom WHO. Jo flere “pandemier”, jo mere økonomisk ulighed skabes imellem eliten og øvrige klasser i samfundet. Og jo mere af den globale regeringsmagt kan opkøbes.
